Viser opslag med etiketten Embossing. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Embossing. Vis alle opslag

lørdag den 27. oktober 2018

Christmas Slider card

Jeg har lavet dette dobbelte slider kort, hvor der er plads til at skrive en hilsen på 2 sider,
der kan trækkes ud fra kortet.
Jeg har brugt designpapir fra Mintay. Serien hedder Christmas Stories.
Jeg har brugt papir fra begge blokke str. 6x6" og 12x12".






De 2 sider, der kan trækkes ud af kortet har jeg lavet, som det fremgår af billederne her.
Basen måler 11,5x13,5 cm. Jeg går 1½ cm hen på det lange led og laver et snit på 0,8cm mod midten både foroven og forneden. Der skæres en 0,8cm strip væk, og hjørnerne afrundes i de ender, der kommer til at vende ud fra kortet.
De 2 tapper på hvert sidestykke skal forhindre, at siden kan trækkes helt ud af kortet.
Siderne skal blot kunne trækkes til siden, så man kan læse en evt. hilsen i kortet -og dernæst skubbes ind på plads igen.

Mønsterpapiret til de 2 sider måler 9,3x13cm og her afrundes hjørnerne også.
Husk: hvis du vil stemple eller stemple noget på siderne, er det nemmest at gøre det nu,
 inden siderne limes ind i hver sin kortbase.

Jeg har brugt 2 kortbaser fra Anita's Card 13,5x27cm. De falses på midten, og der skal laves en slids i falsen, hvor siderne kan trækkes gennem. Der skæres midt i falsen og snittet stopper ca. 1½cm fra top og bund. Nu kan siderne føres gennem slidserne på hver sin kortbase.

Kortbaserne lukkes med 6mm dobbeltklæbende power-tape, og bemærk der kun er en bane tape foroven og forneden og 2 baner i den ende, hvor siderne stopper inde i kortet. Der bliver så en ca. 1,8cm flap udenfor kortbasen, når den er limet sammen. Denne flap er til at trække i.

Her er begge kortbaser lukket om hver sin side-flap, der kan trækkes ud af basen og stopper, når de indvendige tapper går mod kanten, hvor slidsen er lavet.
Jeg har brugt Nuvo Deluxe Adhesive til at lime de 2 baser sammen.

 
Nu dekoreres kortet efter ønske og husk der ikke kan være pynt på de 2 sider, da det vil give problemer med slider-funktionen.

Jeg har lavet 2 cirkler med en cirkel-punch. De er foldet på midten og limet på som "håndtag".

Jeg har brugt stempelsættet: Hand lettered Holiday fra My Favorite Things.
Derfra har jeg brugt 2 forskellige tekststempler og de små kristjørn-blade.

Blade og tekster er varmembosset med Versamark stempelpude og
Rose-gold embossing pulver fra Altenew.

Det lækre glitter karton på forsiden under mønsterpapiret er af mærket
Craft Perfect-Welsh Gold fra Tonic Studios.

Der er brugt en lille sløjfe af hampsnøre og rose-gold sequins.

Det var alt fra mig i dag. Ha' en skøn weekend derude.
Anne-Mette







søndag den 16. september 2018

Kort med dansk design

I dag blogger jeg med 3 kort, jeg har lavet med designpapir fra Soffie Bondes nye Autumn Days kollektion. Derudover har jeg brugt danske tekststempler af Gitte's(Hobbyboden) eget design samt dies fra Anette's(Happymade) Simple and basic serie. Det er skønt, at vi har nogle dygtige danske designere, der lancerer lækre sager til vores skønne hobby.









Til disse kort har jeg brugt flg. dies:
Pierced Circles fra Simple and basic serien
Pierced rectangles fra Simple and basic serien
Leafy Wreath fra Impression Obsession
Doily fra Prima Marketing
Labels med cross-stitched kant fra Romak

Alle tekster er stemplet med Gitte's stempelsæt: Snirkler og snørkler og fælles for teksterne er,
at de er varm-embosset. Dertil har jeg brugt Cranberry Metalic embossing pulver fra Ranger.
Den matcher de lilla papirer perfekt.

Blomsterne er fra Prima og Wild Orchid Crafts. I centret af papirblomsterne har jeg kommet en god klat lim og drysset glasperler ovenpå. Glas perlerne er fra Prima og farven hedder: Licorice.

Chipboards er fra Scrapiniec og Snip Art. Rhinsten er fra Dixi Craft.

Uh, hvor jeg synes, det er blevet efterår alt for hurtigt. Dermed udfordres jeg, når jeg skal tage billeder af mine kort. Beklager hvis farverne ikke virker helt rigtige.

Tak for dit besøg her på bloggen. Ha' en dejlig søndag.

Anne-Mette








onsdag den 29. august 2018

Simple and Basic

Jeg er vild med de nye dies og stempler fra Simple and Basic-serien. De er meget anvendelige til mange forskellige projekter. I dag viser jeg 3 små gaveideer/vært- eller værtindegaver.

Her ses et flaske-tag til vingaven.
 


En lille gave med sødt til ganen i en feminin udgave.


En lille gave med sødt til ganen i en maskulin udgave.


 Jeg har brugt flg. dies til disse projekter:
Simple and basic - Die - Pierced Bottle tag
Simple and basic - Die - Pierced Treat Bag Topper
Simple and basic - Die - Pierced Rectangles
Simple and basic - Die - Pierced Circles

Jeg har brugt flg. stempler:
Simple and basic - Clear stamp - Godt Selskab
Simple and basic - Clear stamp - Positive tekster

Teksterne er stemplet med sort Archival Ink eller varm-embosset
 med Rose-gold embossing powder fra Altenew.
Kanterne på mønsterpapiret på mit flasketag er også blevet varm-embosset med Rose-gold.

Designpapiret er fra:
13arts - Design Papers - Rose Fields - 12x12"
Jeg har desuden brugt hvidt Neenah karton.

Jeg har brugt det lækre Hampsnøre til sløjfer på mit flaske-tag og mine treat bag topper's.
 Blomsterne er fra Prima Marketing.

Det var alt fra mig i dag. Jeg håber at møde flere af jer til Scrap i Billund på lørdag.
Scraphilsner fra

Anne-Mette




mandag den 19. marts 2018

Tag med Distress Resist Spray

Jeg har lavet dette tag med den nye Tim Holtz Distress Resist Spray fra Ranger. Der er mange muligheder for at lave nogle flotte baggrunde med den, og jeg må sige, at den allerede er blevet en favorit her hos mig.


Jeg har udstanset et tag i Mixed Media Cardstock fra Ranger. Dertil har jeg brugt den største die fra sættet Sizzix Framelits Tag Collection by Tim Holtz.
Jeg lagde mit tag ned i en kasse og lagde min stencil henover. Dernæst sprayede jeg med Distress Resist Spray -fjernede stencil'en* -dryssede embossingpulveret henover og til slut brugte jeg min heatgun til at smelte embossingpulveret med.
*Når du sprayer med Resist Spray henover en stencil, er det vigtigt, at du umiddelbart efter, den er brugt, kommer den i en balje med lunkent vand tilsat lidt opvaskemiddel. Ellers får du ikke Resist Sprayen af din stencil.





Jeg har sværtet baggrunden med Distress Oxides i farverne Wilted Violet og Twisted Citron. Jeg har desuden brugt Black Soot til kanterne. Da baggrunden var tør, sprøjtede jeg enkelte vandstænk ud over den. Da vandet havde siddet lidt duppede jeg det af. Det giver et flot "distressed look". Jeg lavede et tag i sort karton, der var 0,5 cm i større end mit udstansede tag og limede de 2 tags sammen. På bagsiden pålimede jeg et hvidt udstanset tag til at skrive på.


Lavendlerne er udstanset i sort karton  med en die fra sættet Sizzix thinlits Wildflowers by Tim Holtz.
Sentiment og rammen omkring er stempler fra sættet Simple Sayings fra Stampers Anonymous Tim Holtz. Først har jeg stemplet rammen med Versamark og drysset Aqua Tinsel embossingpulver fra Ranger over. Dernæst har jeg varmet det op med varmepistolen. Jeg har stemplet "just celebrate" med Archival Ink Jet Black inden i rammen og til sidst udskåret rammen med den die der passer dertil fra Tag Collection diesættet . Jeg har sværtet med Distress Oxides i de samme farver som jeg har brugt til baggrunden. 

Dette var lidt inspiration fra mig. Jeg håber, du snart kigger forbi igen.
Med ønsket om en dejlig dag.

Anne-Mette