søndag den 3. marts 2019

Indbydelse til konfirmation som slidercard

I år skal yngstemand konfirmeres, så vi måtte jo i gang med indbydelserne. Og det er vist ikke til at skjule, at han brænder for Motocross. Han har selv en crosser, som han elsker at køre på. Når han ikke kører, så står han på værkstedet og servicerer maskinen.

Vi har lavet dette slider-kort til indbydelserne og tak til Gurli Busk, der hjalp med at få fat i den Dirt Bike dies, jeg havde efterlyst på Scrapsisters. 
Til Scrap i Ejsing i går, deltog jeg med dette slider kort i konkurrencen: interaktivt kort.
Og jeg fik lavet de resterende indbydelser, så de blot skulle pyntes færdigt herhjemme.







Da jeg gerne ville bygge mit sliderkort op, så jeg kunne bruge de store Tags dies fra Crealies, måtte jeg lige hitte ud af, hvordan jeg kunne lave slider-mekanismen til kortet, når nu mit kort ville blive for bredt til, at jeg kunne bruge den vejledning, jeg tidligere har brugt.

Jeg fandt denne vejledning på nettet, og slider-mekaninsmen er lavet, som det ses i videoen. 
Dog efter egne mål, så den kan passe til mine flapper. 
Resten af kortet er bygget op, så det passede i mål til bredden på flapperne og slidermekanismen.

Når du vil lave et sliderkort, er det vigtigt af dit base karton har en glat overflade, 
ellers vil det ikke glide rigtigt. Basen er pyntet med designpapir.

Det indvendige karton til slider-mekanismen måler b:12,4x h:15cm. 
I top og bund skæres en linie 1 cm fra den øverste og nederste kant, og fra skærelinien skal der være 1cm ud til kanten i begge sider.

Jeg har brugt et stykke plast fra en tynd plastlomme, der måler 10x25,5cm.
 Dette plast tapes sammen med powertape. Og det er til dette plast de 2 flapper ligeledes fæstnes med powertape. Det er vigtigt, at powertapen ikke stikker ud over kanterne, da du så ikke får slider mekanismen til at glide optimalt.

Flapperne måler 10,2x15cm. 
Husk at pynte flapperne med designpapir, inden de limes fast på plast-strimlen. 

Selve kortbasen/hylstret måler 14x26,2cm.
Jeg har på det lange led falset og scoret ved 1-13,6cm.

 Når kortbasen skal limes omkring slidermekanismen, har jeg kommet lim i en tynd streg på begge sider af mine falseliner på kortbasen. 
Derved bliver slidermekanismen limet fast indvendigt til kortbasen.

Den 1 cm brede kant(kortbasen) bruges til at lime basen sammen med.

Dernæst beklædes kortbasen med designpapir(12x13,5cm)på for- og bagside og pyntes efter ønske.

Jeg har sværtet alle kanter med Distress Ink: Pumice Stone

Jeg har brugt flg. materialer:
Designpapir fra papirdesign: Eksos og Olje
Glat sort karton
Hjemmelavet karton med alufolie til tandhjul og crosser.
Crealies: Extreme Labels & Tags no.10
Simple and basic: stjerner
Simple and basic: Indbydelse og Konfirmation
Tim Holtz: Gear Head
Cheery Lynn: Dirt Bike

Nu skal indbydelserne blot sendes afsted til modtagerne. Tak fordi du kiggede med og god fornøjelse, hvis du skulle få lyst til selv at lave slider-kort.

Tak for en virkelig hyggelig dag til alle jeg mødte på min vej til scrap i Ejsing i går.

Scraphilsner
Anne-Mette